Hvis et barn eller en ung igennem længere tid har været i mistrivsel, for eksempel med ængstelse, social tilbagetrækning, store og voldsomme følelsesmæssige udsving, skolevægring eller problemer med at klare hverdagens små og store udfordringer, kan en vurdering eller udredning af problemstillingen komme på tale. Oftest har man som familie og skole forsøgt med en række tiltag, uden disse har haft den ønskede effekt, og man kan have brug for at få afklaret, hvordan man skal forstå barnet, så man kan komme videre med støtten.
I klinikken er der mulighed for forskellige typer og niveuaer af vurdering og udredning:
Børne- og ungdomspsykiatrisk vurdering
Når jeres henvendelse handler om en vurdering, vil den afklarende samtale have form af en børne- og ungdomspsykiatrisk vurdering.
Den vil bestå af et klinisk interview suppleret af spørgeskemabesvarelser, der sammenholdes med beskrivelsen af problemstilingen, barnet/den unge, dets hverdag og familie.
Der er ikke tale om diagnosticering, da dette vil kræve supplerende tests og grundig forældresamtale/anamnese, men I vil til samtalen få afklaring på, om der mistænkes børne- eller ungdomspsykiatrisk tilstand, og hvad der skal til for at stille diagnose.
Uanset hvordan problemstillingen vurderes, vil I få vejledning og anbefalinger med hjem.
Psykologisk testning
Psykologisk test giver en indsigt i barnets psykologi og/eller kognitive evner.
Det kan hjælpe barnet selv eller dets netværk til bedre at forstå styrker, svagheder og eventuelle problemer. Den mest brugte børnepsykologiske test er WISC, der er en meget grundig intelligenstest, men der findes mange tests afhængigt af, hvilke psykologiske områder man vil afdække.
Psykologiske tests indgår altid i en udredning af psykiatriske udviklingsforstyrrelser, fx ADHD eller autisme.
Hvis I eller barnet ønsker psykologisk testning vil I få vejledning til, om og i så fald hvilke psykologiske tests det giver mening at få lavet.
Udredning af udviklingsforstyrrelse, fx ADHD og autisme
Forstyrrelse af et barns udvikling kan være gennemgribende. Dette henviser til at mange af barnets psykologiske domæner er påvirket: eksekutive funktioner, adfærd, motorik, sociale kompetencer, indlæring mm. Derfor vil en udredning af ADHD, autisme og andre udviklingsforstyrrelser typisk indeholde psykologisk testning, anamnese (grundigt interview om barnets udvikling), observation af barnet, samtale med lærere osv.
Udredning af angst, OCD, depression og spiseforstyrrelser
Forskeligt fra udviklingsforstyrrelser er der ved ovenstående tale om tilstande. Det betyder, at der ikke nødvendigvis er behov for psykologisk testning og observation, hvorfor udredningen typisk kræver færre konsultationer.
I klinikken tilbydes individuelle samtaler, forældre- og familiesamtaler. Efter den afklarende samtale vil I få et oplæg til en samtale- eller behandlingsplan, og derudfra beslutter vi, hvilken samtaleform der tilbydes.
Afhængigt af problemstillingen vil I ligeledes få et overslag på, hvor mange samtaler forløbet vil bestå af. Samtalerne kan foregå i klinikken eller online.
I løbet af et forløb vil der være hjemmearbejde i mellem sessionerne. Det kan være små opgave eller udfordringer, bestemte samtaler man skal øve sig på eller brevskrivning.
Derudover er der efterhånden solid evidens for, at den bedste bedring af mental trivsel opnås, hvis man angriber problemet fra flere kanter. Det vil for jer betyde, at vi udover psykoterapi også vil tale om for eksempel pædagogik, fritid, skræmbrug, motion, hverdagsstruktur og andre faktorer udenfor klinikken.
Forløbene vil uanset problemstillingen tage udgangspunkt i tre behandlingsprincipper:
Feedback-informeret
At forløbene er feedback-informerede henviser til, at man i hver eneste samtale vil blive spurgt til og inddraget i, hvordan behandlingen skrider frem, hvordan samtalerne opleves og om de virker. Dels er der god evidens for, at ovenstående i sig selv gør behandlingen bedre, dels sikrer det, at man ikke risikerer at gå i terapi længere end højst nødvendigt.
Mentaliseringsbaseret
Uanset problemstilingen vil I i et forløb i klinikken møde begrebet mentalisering. Mentalisering er vores evne til at forstå os selv og andre ud fra mentale tilstande. Evnen er afgørende for vores trivsel generelt set, og uanset om problemstillingen er et højt konfliktniveau, mistrivsel, angst, depression eller anden psykisk forstyrrelse, er mentalisering involveret. Det er så at sige en grundlæggende evne, der er en del af vores psykologiske fundament, og som ligger under det specifikke problem man oplever.
Mentaliseringsbaseret terapi er en evidensbaseret og velafprøvet terapiform, og elementer herfra vil altid indgå i forløbene, ligesom I vil få opgaver og øvelser med hjem mellem sessionerne.
Thomas er bl.a. blevet undervist og superviseret i metoden af Finn Skårderud, Sigmund Karterud og Dickon Bevington, der alle er blandt verdens førende på området.
Kognitivt orienteret
Særligt individuelle behandlinger af fx angst og depression vil i klinikken altid være kognitivt orienterede.
Kognitiv adfærdsterapi og videreudviklinger heraf er blandt de psykoterapier der har vist den bedste effekt på bl.a. angst, OCD, depression og PTSD. En supplerende styrke ved dem er, at de i løbet af de sidste 10 år er blevet tilpasset børn: Der er letforståelige modeller, redskaber og øvelser, der gør det lettere for barnet at mestre samtaler og metode, og som vigtigst af alt hjælper familierne til at vedligeholde trivslen efter forløbet er slut.
I klinikken vil der blive gjort særligt brug af elementer fra kognitiv adfærdsterapi, metakognitiv terapi og compassion-fokuseret terapi.
Thomas er blevet undervist og superviseret af bl.a. Michael Thastum (Aarhus Universitet, leder af CoolKids) og Vibeke Lunding Gregersen (MindWork), der er blandt DKs førende på områderne.
Copyright © Alle rettigheder forbeholdes